Titel: Liquid Body (orange) and Liquid Body (blue) 225 x195cm

Denne udstilling hos DGV Gallery, Svendborg er hvad angår de viste værker i al væsentlighed en genvisning af værkerne fra udstillingen Artistic Realty på Kunstforeningen GL. Strand året før. Se beskrivelse under Artistic Reality herunder.

Seit fast zwei Jahrzenten entwickelt Malene Landgreen ihre Arbeiten im Spannungsfeld von freier Malerei und architekturbezogener Farbintervention. Viele ihrer Werke, die erst im Bezug zum architektonischen Raum ihre endgültige Form annehmen, sind durch Prinzipien eines erweiterten Malerei- und Poesiebegriffs bestimmt. Dabei fließen in ihre zunächst unabhängig entstehenden Bilder und Collagen zunehmend höchst eigensinnige, der Malerei ursprünglich fremde Materialien ein. Diese verdichten sichdann später zu raumgreifenden Environments.

four dimensional desires, ist die erste größere Einzelausstellung der Künstlerin in Berlin. Unmittelbar bei Betreten der Ausstellung wird klar, dass man das Medium Malerei in den Händen Landgreens unterschätzt, wenn man es auf seine klassische technische Erscheinungsform, der Spur des Pinsels auf der Leinwand reduziert. Tatsächlich verfügt ihre Malerei über einen Fundus an Materialien, Formen und Assoziationen, der genauso erfolgreich Fläche-Raum-Probleme behandeln wie durch Beziehungen untereinander und Abweichungen voneinander neue Räume öffnen kann. Man könnte fast den Eindruck gewinnen, es ginge der Künstlerin hier mehr um Relationen als die Wirkung einzelner Werke, obwohl diese zahlreich an prominenten Stellen vorkommen. Tatsächlich wird in mancher Konstellation das individuelle Bild zugunsten raumbezogener Konzepte beinahe ohne Widerspruch minimiert. So erscheint dasselbe Motive, das noch 2012 auf dem Gemälde Egocentric Figur als kaleidoskopisch-buntes Prisma zentral vor einem blau-weißen Strandkorbstreifen schwebt, im Kontext der Ausstellung zwei weitere Male als Spiegelobjekt vor einer konsequent nicht-farbigen Wand. Versteht man Farbe nun in erster Linie als Licht und Schwarz als Abwesenheit von Licht, dann liest sich die neue Wandarbeit als Dekonstruktion des früheren Gemäldes, indem sie aus dem gleichermaßen bunten Vorder- und Hintergrund einen unbunten Hintergrund und einen maximal lichtbündelnden quasi hyper-egozentrischen Vordergrund destilliert.

Tatsächlich sind Farben naturwissenschaftlich ja in erster Linie eine Mischung aus Licht, dem Untergrund, von dem es reflektiert wird und dem Medium, durch das es gesehen wird. An mehreren Stellen in der Ausstellung führt Landgreen dem Betrachter die gegenseitige Bedingtheit dieser Dinge unmittelbar lebenswirklich vor Augen. Neben den Spiegelobjekten geschieht dies vor allem in den rahmenlosen, transparenten Gazewänden, die von der Künstlerin an strategischen Stellen im Raum installiert wurden. Lässt man die klassischen Leinwandbilder mal außer Acht erscheinen One for all and all for one (A simple idea becomes a lot) und Starting over (Making sense) dabei als Extreme aus dem Spektrum der Möglichkeiten, das sich auftut, wenn man beginnt Elemente und Farben zu entwirren. Ist bei ersteren die Farbe absolut und trotz Lichteinfalls noch ganz bei sich, so macht das Licht in besonderem Maße die Sinnlichkeit und Schönheit letztereraus.

Landgreen führt hier exemplarisch vor, wie ihre eigenartige Mischung aus vermeintlich subjektiven malerischen Entscheidungen mit einem eher rationalen Konstruktivismuszu Inszenierung führen, die zwischen begrenzt und unendlich oszillierend Zeit und Raum nicht als vektoriellePhänomene begreifen, sondern Resultat räumlicherBeziehungen und Perspektive.

Udstillingen var kurateret af Rüdiger Lange, sammen med Elisabeth Sonneck, Terry Haggerty, Achim Kobe, Tim Stapel, Rainer Splitt, Rebecca Michaelis, Frank Coldewey, Isabelle Borges, Christi Mudrak, Christine & Irene Hohenbüchler. Udstillingen exponerede mange positioner inden for arbejdet med maleri og rum.

Die Ausstellung „Standard International – Post Spatial Surfaces #1“ findet im Geisberg Berlin statt, einem denkmalgeschützten ehemaligen Postgebäude in Schöneberg, gelegen zwischen Wittenbergplatz und Viktoria Luise Platz. In zwei Werkschauen werden vor der Entstehung des künftigen Wohnensembles Geisberg Berlin unterschiedliche künstlerische Ansätze zu sehen sein. Im ersten Teil befassen sich die in Berlin lebenden, international agierenden Künstler in vielfältigen Annäherungen und auf der Basis ihrer langjährigen Erfahrung mit dem Genre der (Wand)-Malerei. Bearbeitet werden ein Korridor sowie elf angrenzende Büroräume im Hauptflügel des Erdgeschosses. Durch die besonderen architektonischen Voraussetzungen im Geisberg Berlinentstehen hier in einer repräsentativen Show außergewöhnliche Wandgestaltungen. Dabei werden die Räume in ihrem vorgefunden Zustand weitgehend ignoriert, das Konzept der Ausstellung zielt vordergründig nicht auf eine ortspezifische Intervention (In situ) ab. Der Raum tritt in den Hintergrund. Lediglich die Wand- und Bodenflächen werden zum Bildträger.

Fascinationen af den tidlige avantgarde, den grafiske agitation, Bauhausbevægelsen og de visionære kunstneriske manifester førte mig som ung kunststuderende i 1986-87 til Budapest i Ungarn. Antikvariaterne her bugnede af bøger om den tidlige avantgarde og i særdeleshed af bøger om Moholy Nagy. Her fandt jeg også hans og Lajos Kassàks Buch Neuer Kunstler fra 1922, som jeg blev meget inspireret af. Disse opdagelser fik stor betydning for mig og for retningen i mit arbejde derfra. Man kan et stykke hen ad vejen sige at jeg har haft de samme læremestre som Franciska Clausen.
Kroppen – der i den tidlige avantgardes stiløvelser skulle indgå som mekanisk form og objekt i et større kosmos, for så at optages i den nye verden, den industrielle samfundsmaskine – den kigger ind i udstillingen og bliver ganske nærværende her og nu, lige så vel som de samtidige værker interagerer, med hinanden, i det historiske rum.
Samtidsværkerne er nye udsagn og aftryk af tid. Det er de samme former som vi kender dem fra den klassiske avantgarde, fra Franciska Clausen. Vi genkender dem og benytter dem stadig. Det er det værktøj vi har, når vi forsøger at åbne verden igen. Vi åbner med nye erkendelser og erfaringer, således at når vi kigger tilbage, kan verden forandre sig og historien skrives på ny – udsprunget af nutidig sensibilitet og forståelse.
Art is unconditionally dedicated only to itself and yet at one with the universe. It is based on the laws of potentiallity, its power rooted in the cosmos, and every tiny atom of it proves that it could have been produced only now and this way.
Lajos Kassac i Buch Neuer Kunstler, 1922
Udstillingen er blevet en art historisk, metafysisk collage der placerer Franciska Clausen i sin oprindelige kontekst, men hvor så samtidskunsten bringes ind, for at udfolde et slægtskab. En undersøgelse af relationen mellem danske samtidskunstnere og den tidlige avantgarde, repræsenteret af Franciska Clausen og hendes samtid. De nutidige værker peger tilbage på afgørende øjeblikke og billeder fra en fortid, der er så moderne at den stadig er uomgængelig.

“Wanderlust (Compass Rose)”, 2013.

At Staatliche Kunsthalle Baden-Baden, an octagonal space has been transformed into one single aggregate painting installation. The room measures 43 m2, with a wall surface of about 80 m2.

In two simultaneous exhibitions in the summer of 2013 the Staatliche Kunsthalle Baden-Baden and the Kunsthalle in Bielefeld will feature murals dating from the 1960s onward. Artists’ interest in the space outside of the classic artistic framework—the “exit from the painting,” as Laszlo Glozer observed about twentieth-century art—indicates the explosive power of this pioneering art form.

This exhibition, titled “For the Time Being,” begins with the reconstruction of outstanding works of art by Sol LeWitt, Lawrence Weiner, and Jeppe Hein alongside a comprehensive collection of archival material, documenting exhibitions that have taken place in our exhibition galleries in the past. The Kunsthalle’s particular architectural structure and the sequence of its rooms has always been amenable to realizing temporary on-site installations and murals. Looking back on important installations and interventions of artists here at our galleries, the works of artists such as Daniel Buren, Günther Förg, Hamish Fulton, Jeppe Hein, Gerhard Merz, Helmut Middendorf, Blinky Palermo, Karin Sander and K.R.H. Sonderborg stand out – all artists who have exhibited at the Kunsthalle since its founding at the very beginning of the 20th century.

Once considered a rebellious gesture toward the art market, temporary murals and installations are now an established element of contemporary art. Spanning time to the present day, wall paintings by Franz Ackermann and Malene Landgreen, conceptual artworks by Elmgreen & Dragset and Nedko Solakov, as well as installations by Liz Larner, Christl Mudrak and Gabriel Kuri will be on display at the Staatliche Kunsthalle Baden-Baden. The exhibition “For the Time Being” will be accompanied by an extensive catalogue, produced in cooperation with the Kunsthallde Bielefeld.

Artists: Franz Ackermann, Elmgreen & Dragset, Jeppe Hein, Pierre Huyghe, Gabriel Kuri, Malene Landgreen, Liz Larner, Sol LeWitt, Christl Mudrak, Nedko Solakov and Lawrence Weiner, as well as documentation of works by Holger Bunk, Daniel Buren, Günther Förg, Hamish Fulton, Michaela Melián, Gerhard Merz, Helmut Middendorf, Blinky Palermo, Giuseppe Penone, Tobias Rehberger, Karin Sander, K.R.H. Sonderborg and Corinne Wasmuht.

The exhibition was curated by Johan Holten together with Regine Ehleiter.

Muligheder. Intentionen om synlighed som transparente lag af potentialer. Maleriet foldes ud af væggen, væggen foldes ud i rummet. Forestillingen om et andet rum, i det rum, der er en del af kunsten, men også er en del af huset, af gaden og livet. Det potentielle rum som anes bag og i maleriets
Perceptionstiden; den tid det tager sanserne og kroppen at forstå det rum der foldes omkring både beskuer og værk. Malene Landgreens maleri-installation på væg og lærred bringer dette i spil i en mulighedernes leg, der ikke forløses før beskueren træder ind i rummet. Værket gestalter sig ved beskuerens indtræden og potentialet udpeges i et spil hvor værk, beskuer og kunstner-relation bliver en konkret udveksling på stedet. Tiden bliver beskuers tid, og ikke og er. Potentialet, der ligger indfoldet i vægge og maleri og gemt bag det stiliserede billede af transparente forhæng er også en teatralsk gestus. Kan tæppet trækkes til side. Væggen som billede der og større rum.
spænding der etableres mellem værk og beskuer. På den måde er muligheden at gallerirummet er scenen, eller… åbnes der for synet af nye landskaber badet i anderledes lys på den anden side?

I 2009 præsenterede Skovgaard Museets i sin årlige samtidskunstudstilling tre kunstnere, der arbejder med det abstrakte på en måde, som refererer tilbage til skønvirkens fascination af det dekorative. De tre kunstnere, som museet havde inviteret, var Nils Erik Gjerdevik (f. 1962-2016), Ferdinand Ahm Krag (f. 1977) og Malene Landgreen (f. 1962).

Det abstrakte maleri
Udstillingen undersøgte, hvordan de tre samtidskunstnere viderefører det abstrakte maleri på den danske scene. De arbejder alle med abstraktion som et velkontrolleret udtryk og ikke, som man ofte møder i det abstrakte maleri, som en løssluppen ekspressionisme.

Streger og geometriske former
Fra Gjerdeviks cirkler og streger, der balancerer på et stort lærred, over Krags sirlige pennestreger, til de geometriske former i Landgreens malerier, bruger kunstnerne i stedet for dekoration, mønstre og ornamentik til at gøre deres abstrakte billedrum dynamiske. De tre kunstnere repræsenterer en retning inden for den abstrakte kunst, der kunsthistorisk set peger tilbage til skønvirkens sans for det dekorative og mønstre med inspiration fra naturens former, som grænsede til det abstrakte i den høje grad af stilisering, der var karakteristisk i den periode.

Et opdateret blik på skønvirken
Fordi skønvirken er en vigtig del af Skovgaard Museets samling, ønsker museet også at præsentere ny kunst, der kan sætte samlingen i perspektiv og opdatere blikket på det ældre udtryk. Samtidig var denne udstilling en måde at fremhæve et særligt aspekt ved disse tre kunstneres arbejder og kaste et nyt blik på deres kunst. På udstillingen viste kunstnerne nye værker på lærred, som var lavet specielt til udstillingen. Derudover skabte de en ophængning, der tog højde for museumsbygningens særlige karakter og gik i dialog med arkitekturen.